I sol og tø

Synes det er kedeligt at motionere i fitnesscentret og har derfor i år cyklet en hel del, men efter der i over en uge har ligget en dyne af sne overalt, jeg ikke bryder mig om at cykle i, forsøgte jeg at gå en tur i går, men det var meget trættende at gå i høj sne. Så det blev ikke til så lang en tur.

I dag skinnede solen og temperaturen var 4 +grader, så nu skulle muligheden være væsentlig bedre. hvilket viste sig, at holde stik.

Alligevel var det lidt fodslæbende fordi, der hvor sneen var blæst bort, var det gruslag, der ligger ovenpå digekronen smeltet et par centimeter ned i underlaget, så hælen svuppede op ved hvert skridt. Men det gik godt endda.

Jeg satte mig på en bænk og betragtede den nu henrådnende is her bag Barneholms grunde vand og de fugle der var at se. En knopsvanefamilie lå med rumperne i vejret og græssede i det lave vand og på iskanten sammen med nogle pibeænder stod en sangsvane og gjorde ingenting.
Bag mig på en mark bag diget hørte jeg sangsvanernes smukke vemodige sang som en etude i mol. Det viste sig, at der nok var en halvtreds til tres stykker, der sang i kor.

Fulgte diget lidt længere mod vest, sangsvanernes sang tog til i styrke, de stod med strakte halse, havde ikke tid til at æde spirerne fra vintersæden, da de jo nok blev forstyrret af min tilstedeværelse. Pludselig lettede de, mens sangen tog til og de fløj bort i tre forskellige retninger. Sangsvanerne er en af de fugle der besøger os hver vinter, til stor glæde for os, der holder af dens sang.