Sider

mandag den 28. oktober 2013

I svømmehal med Nysted Roklub

Nysted Roklub er meget gæstfrie, idet de bogstaveligt talt giver andre roere mulighed for at komme ind i varmen. Nemlig til træning i svømmehal.
De har i det hele taget været gode til at holde diverse kajaktræf for roere udefra. Så tak for det.
Denne gang som de sidste foregående år var valget Sakskøbing Svømmehal

Bassinet er bygget i vinkel 25 m. hver vej.
Vi var en halv snes mennesker og lidt færre kajakker.
Der blev badet flittigt i de 3 timer vi havde hallen til disposition.

Jeg var utrolig glad for at være med, idet jeg ikke har øvet rul siden sidste svømmehalsbesøg, hvilket kun kan tilskrives min egen magelighed.


Så blev der ellers pakket sammen i vintermørke, regn og blæst.
Det er Per Bak der pakker. (Per har bygget en Njord og en Frej) I forgrunden Jon der uden ret megen instruktion, rullede så det var en fornøjelse og det vel at mærke i den plastickajak som ses i billedet
Jeg havde min Frej med i hallen og den viste sig at være fremragende at rulle i, men jeg havde problemer med selvredninger på grund af det lille cockpit.

Billederne blev elendige, men eftermiddagen blev god;o)

torsdag den 17. oktober 2013

Trim af Frej

Jeg var lige blevet færdig med nyt sæde til Frej, det gamle var en øm affære. Derfor måtte jeg tage en ny form af et sæde fra "Kajaksport" (da den gamle form var smidt ud) og derefter tog jeg en kopi af formen og et nyt sæde blev støbt.
Selv om turen kun var på 16 km., havde jeg kun ondt i de gamle arbejdsskader, som vel alle "praktisk begavede" mennesker har tilegnet sig efter over 50 år på arbejdsmarkedet, så ser det ud til, at det er et sæde, mit sæde bliver tilfreds med.
Her beskrivelse af sædet til Njord
På billedet ser det ud som om sædet er skævt, men det er fordi kajakken hælder i forhold til kameravinklen.
billederne er mørke, men det var også en mørk dag. En fotograf kunne gøre det langt bedre




En ø jeg aldrig har betrådt, er Rommerholm. Øen er en rigtig guanoø og stinker lige sådan. Derfor.



Hvis du forstørrer billedet, kan du se hvem der er årsag til stanken. Det er skarvene, der ses på stenene fra en tidligere bådebro. Men i år har der ikke været ret mange ynglende fugle, idet de har skidt så meget, at de vel ikke kan holde ud at være der selv og flyttet til en anden ø, som de så også kan ødelægge.
Tidligere kunne vi få lov til at regulere bestanden, men da nogen efter pres fra stærke organisationer, har nedlagt forbud mod regulering af disse fugle, har fuglene nu en dominerende plads i vore fjorde og søområder, til stor fortrydelse for fiskerne, hvad enten det er lyst, fritids, bierhvervs eller erhvervsfiskere.
Jeg kunne fortsætte med mine moralske opstød: Hvis nu alle fiskere kunne totalfrede torsken i 2 -3 år og skarven blev nedgraderet til en fjerdedel, så skulle jeg ud og fisk´;o))

`
Turen på fjorden med landgang på Rommerholm hvor jeg tog nogle flere elendige billeder, afsluttedes med at ro over langs Lille Vejlø Skov, for at se, om der ikke var en enkelt havørn og jeg skal da lige love for, at der blev kvitteret for mit valg.


Her er en af ørnene, jeg så mindst 5, men vil ikke sige hvor mange jeg tror jeg så
Turen blev på 16 km.

mandag den 7. oktober 2013

- ud af "hængekøjen"

Jeg stod i går på værkstedet for at fremstille et andet sæde til min Frej, jeg ikke bliver øm af, da Henrik sendte en sms, om jeg ville med på vandet.
Æh, jeg havde sådan set rigget af for denne sæson, men Henrik var lige blevet færdig med sin 2. version af en Black Pearl og hvis jeg strammede mig lidt an, kunne jeg vel nok få taget mig sammen til at komme ud af røret.
Det var fuldstændig som at være uden appetit og så maden kommer på bordet, at sulten melder sig, sådan reagerede jeg på Henriks sms.
Jeg fik hurtigt pakket og det gamle sæde i min Frej kunne jeg godt finde mig i endnu engang. Lidt ømhed i røven er en billig pris for en tur på fjorden.
En Black Pearls profil på vandet er noget særligt,


ikke ringere her i et leje af ålegræs
og her ved siden af min Frej.
Efter kaffe og brød lod vi vores kajakker glide ud i vandet igen.
Her på vestsiden af Enehøje hvor vi holdt rast, (mere for fornøjelsen end for nødvendighedens skyld) er det her snakken går, det er her vi vi bliver bevidst om skyernes påvirkning af havets farver og nuancer, det er her vi taler om kajakker og udstyr, det er også her venskaber opbygges og giver livet nye værdier.
Da vi roede ud havde vi endnu lidt sol på himlen, men efterhånden nærmede en kant af lammeskyer sig, da vi sad på Enehøje kunne vi se små regnbyger over Langeland og da vi nåede tilbage til Hestehoved, lysnede det som her fra vest.
Jo, atter en go´ dag på vandet og heldigvis til forargelse for enkelte, afsluttedes turen med en øl, hvorefter vi tog hjem til vore koner, bad, tørt tøj, mad og hygge.
13 km.
Henrik sendte nogle billeder i en væsentlig bedre kvalitet end mine.
Hestehoved Strand
Varmer hænder
og her i min Frej