Sider

torsdag den 17. december 2015

DGI´s møde i Nakskov 21. januar 2016

DGI´s møde i Nakskov

Inspirationsaften:  http://www.dgi.dk/arrangementer/201600513011
Nakskov-Idrætscenter, A. E. Hansensvej 7, 4900 Nakskov, Danmark
Tilmelding senest 10. januar 2016

Man har jo lov til at spørge sig selv om hensigten med sådan et møde.
Jeg tror ikke vi kan lave en sammenlægning af samtlige ro og kajakklubber på Vestlolland, selv om det kunne være ønskeligt.

De 2 roklubber har før forsøgt en sammenlægning, men historikken mellem de respektive klubber har gjort det vanskeligt. Onsevig Sejlklub har en underafdeling med meget aktive roere, men deres tilhørsforhold til deres geografiske område, kan også gøre det svært og så er der Nakskov Havkajakklub, der ikke har noget geografisk ståsted, men vel nærmest er et kajaknet med en bestyrelse, hvor vi har nogle hyggelige sammenkomster og fælles roture.

Drømmen kunne være et flydende klubhus som Vejle Kajakklub: http://inhabitat.com/this-angular-wooden-kayak-club-doubles-as-a-beautiful-community-space-in-denmark/vejle-kajakklub
Men placeret ude på østsiden af Hestehoved Sejlklubs område. Men det er selvfølgelig utopi.


Husk det nu: Giv det en chance!!! Sidste tilmeldingsdag er den 10. januar 2016

fredag den 4. december 2015

Hvalsafari i Kaldfjorden

Hvalsafari med Lars Dalen og Michele Sergio Capoferro i Kaldfjorden like utenfor Tromsø. En fantastisk opplevelse!
Opslået af Geir Jarle Voldmo på 30. november 2015

mandag den 30. november 2015

Tørdragtundersøgelse

Linket virker ikke mere, da Havkajakroerne har været udsat for hackerangreb.

Her er en lidt mere snørklet vej: Du klikker på https://www.google.dk/?gws_rd=ssl#q=t%C3%B8rdragtunders%C3%B8gelse og derefter på Tørdragtundersøgelse. her åbner så en PDF-fil
Her kan du melde dig ind hos HAVKAJAKROERNE med alle de fordele det indebærer.

Her finder du nu artiklen

_ og her testskemaet


fredag den 27. november 2015

En flad fornemmelse

Jeg tror vi var en 14 - 15 mennesker der gik forgæves til Inspirationsaften Kano og Kajak på Nakskov Idrætscenter, på grund af manglende tilslutning, men DGS`s pressemeddelelser stod der ikke noget om tilmelding til mødet. - Ærgerligt.

Os der blev "hængene over en øl" hyggede os uden at tale pænt om DGI`s måde at behandle os på.

Jeg røg i blækhuset da jeg kom hjem, her til morgen afdæmpede jeg brevet og sendte det til foreningskonsulent Johan Vest:

Hej Johan Vest

DGI´s respektløshed over for mødedeltagere

Flere mennesker gik hjem med uforrettet sag til mødet: Inspirationsaften Kano og Kajak, Nakskov Idrætscenter på grund af manglende tilmeldinger.

I avisnotitserne stod der intet om tilmeldinger. Kano eler kajak
I deres program for aftenen (der ikke umiddelbart er at finde på hjemmesiden DGI) står der, at mødet er for alle, men her var der et tilmeldingslink og en tilmeldingsfrist, der for mig var overskredet.
Skrev til e-mail adressen på siden. – Intet svar.
Klikkede på tilmeldingslink og tilmeldte mig på en standbyliste. Intet svar. Denne standbyliste ved jeg nu, at jeg ikke var ene om at skrive mig på.
På same side https://www.dgi.dk/kajak-og-kano/arrangementer/201500513012 står der på mødeaftenen intet om aflysning.

Forlods havde Nakskov Havkajakklub, der er medlem af DGI ingen meddelelse fået om mødet. Den største og mest aktive kajakafdeling, der ligger i Onsevig var heller ikke orienteret. Om de 2 roklubber var vidende om mødet, ved jeg ikke.
Så det ser ud til, at årsagen til aflysningen ligger på DGI´s banehalvdel.

Hvorfor skriver jeg til dig: Jeg havde kontaktet alle de aktive kajakroere, jeg kender i vores område om mødet og det føles som en lidt flad fornemmelse at arrangementet blev aflyst på et forkert grundlag.

Venlig hilsen
Erik Frantzen
Plougsvej 8,
4900 Nakskov
efrantzen@teliamail.dk
www.kajakbyg.dk
+4529821321

5 minutter efter ringede Johan Vest hvor vi havde en behagelig samtale om forløbet, han beklagede og var ærgerlig over Pressemeddelelsens ufuldkommenhed.

Der gøres nu et nyt forsøg. Herom senere.

torsdag den 19. november 2015

Inspirationsaften med DGI Storstrømmen


Den 26. nov 2015 kl. 18:30 til 20:30
Nakskov Idrætscenter
AE Hansensvej 7
4900 Nakskov
Afholder DGI Storstrømmen møde som ses nedenfor:

 
Jeg tror, det for os der bruger vandområderne, kan have interesse at møde op og sige fra eller til.
 
Vi må se om DGI bare vil hverve medlemmer eller de ønsker os bedre faciliteter.
 
Det er altid hyggeligt at møde ligesindede på vandet, men det er også rart at have hele farvandet for sig selv.
 
Så kom frisk!!
Der er lige en uge til.



fredag den 30. oktober 2015

torsdag den 22. oktober 2015

Lidt opsamling

Det er længe side bloggen er opdateret, så her er for mig selv en hukommelsesforlænger.

 Frode har taget dette billede med sin mobil af vores kaffepause.
Har i en længere periode døjet noget med en skulder og det fik jeg at mærke for en 3 uger siden, da jeg sammen med Frode tog en tur på fjorden. Det blev kun til en tur om Vejlø og den blev drøj for den gamle skulder.

Forsøgte mig igen en uges tid efter. Lidt længere tur men stadig problemer med skulderen, men da jeg var alene, var det nemmere at bestemme farten. Skulderen er ikke blevet bedre.
Der er utrolig mange gæs ved og omkring fjorden, der flyver skræppende rundt.
Dette billede skal lige med, fordi sådan et vandspejl kan jeg fryde mig over.

Så i stedet for at ro når jeg ikke gider lave noget herhjemme, går jeg og cykler så lidt mere, da det jo er dejligt at bevæge sig derude.

Så denne gang en gåtur på diget langs den sydlige fjordkyst:
Digestien begynder inde ved lossepladsen, der ligger lige bag denne jordvold, hvor blandt andet denne smukke hunderose står med sine flotte frugter.
Lige vest for lossepladsen på den anden side af en høj jordvold eller her hedder det Genbrugspladsen og ikke som nord for København Containerhaven, er der denne fine udsigt.

Her de alle steders nærværende svaner, der jo nok kunne trænge til regulering.

En af mine favoritplanter rejnfan med de lysende gule knapper og for mig en fantastisk duft.
Digestien fører gennem Store Vejlø Skoven.
Klik på selve billederne for at forstørre dem.

En herlig gåtur på 8 km.

søndag den 13. september 2015

Test for utæthed

I den senere tid når jeg har roet i Njord, er der kommet vand ind i agter lastrum. Jeg har prøvet at finde utætheden, ved at fylde lastrummet op med vand uden at finde utæthed af betydning.
Har haft en mistanke til finnekisten og efter at have smurt med epoxy ude/og indefra af et par gange, ser det ud til at resultatet har båret frugt, dog kom der nogle få dråber ind i går. Turen var kun på 9 km., så det er måske derfor der ikke kom mere vand ind, men vandet var ellers meget uroligt. Jeg må nok prøve en længere tur.

Havde god fart på med vinden i ryggen fra Hestehoved til Nordenden af Vejlø og op langs vestsiden af øen, rejste der en flok gæs sig inde fra kysten, hvorefter de fløj over mod Enehøje.
Selv om du forstørrer billedet ved at klikke på det, kommer det ikke i nærheden af Johannes Larsens fuglemalerier.
Ingen har som Johannes Larsen kunnet male fugle og hav som han.

Turen var kun på ca. 9 km. med 6 m/s i ryggen, da jeg havde rundet Vejlø tog vinden til og jeg måtte virkelig arbejde på hjemturen, men det fantastiske var, at jeg ikke fik ondt nogen steder:0)


fredag den 11. september 2015

Onsdag & torsdag

Onsdag

Nullermændene løb rundt på gulvet, opvasken havde hobet sig op på køkkenbordet, følte mig doven og dvask.
Kun en ting at gøre, jeg skulle ud for at prøve, om jeg nu havde fundet og tætnet utætheden i agterenden af min Njord.

Kørte til Hestehoved for at gøre klar.
I min smartphone der lå i vandtæt etui, kunne jeg ikke betjene Endomondo, pillede derfor telefonen ud af etuiet, tabte den, bagklædningen faldt af og batteriet røg ud. Nå men det er jo bare at samle kalorius igen og så kunne den gamle mand ikke huske koden.
Konklusion: Man kan godt leve uden livline på vandet i nogle timer.

Vejret var smukt med ca. 6 m/s fra nord. En noget kold vind at få i ansigtet kunne nu mærke på vandtemperaturen, at handskerne snart skal findes frem.
Her fra Lindelse mod sydlig retning
Pause her med vue til Sletnæs
Under en fantastisk himmel i aftagende vind roede jeg hjemover

Torsdag:

Opvasken var groet yderligere, nullermændene var blevet større og glemte alt om haven.
Kørte til Albuen Strand med en 9-fods pirkestang
Map of Albuen


Kom forbi dette skilt, men beholdte tøjet på

Meget liv var der ikke i vandet, men så - - - nu var der pludselig liv i den anden ende, noget sprællede over vandoverflade, uden jeg rigtig kunne se hvad det var i modlyset. Da emnet kom nærmere, viste det sig at det var en fugl. Jeg tror ingen lystfisker bryder sig om situationen. Hvor sidder krogen, hvor dybt sidder den, er den i fuglens hals. Mange spørgsmål dukker op. Men hvad var nu det? Linen havde viklet sig ind i den ene vingespids. Det viste sig, det var en tårnfalk der var fløjet ind i linen under et langt kast i rygvinden, hvor linen var højt oppe. En pjaskvåd tårnfalk fløj efter den var gjort fri og jeg en oplevelse rigere.

søndag den 30. august 2015

Lørdag eftermiddag/aften

I dag søndag er det en af klubbens rodage, men der er lovet regn og dagen i går var det bare et herligt vejr. Så derfor blev det en lørdagstur.
Karen og jeg mødtes på Hestehoved kl. 15.00 og roede mod nord, med mad, vand, basser, kaffe og te, til et egnet sted hvor vi pauserede, åd, drak, snakkede, nød udsigten og solens varme stråler.
Lige hvor vores kajakker lå i strandskyllet, tog et rådyr sig en tår havvand
- og her tilbage til udgangspunktet, så vi kan nå at pakke sammen inden det bliver mørkt

- som så mange gange tidligere vender jeg mig om for at snuppe dagens sidste lys.
Stort billede
alle billeder kan der klikkes på
Endomondo har fundet vej til min Smartphone. Distancen blev 17,73 km. Kalorieforbrug på 2131. Det kan jeg hurtigt indhente:)

søndag den 23. august 2015

Motionstur med indlagt pause

Med indlagt pause til indtagelse af nye kalorier. Jeg har dog en tendens til at forbrænde færre end jeg indtager.
Fra Hestehoved til Stensgård/Frederiksdal hvor pausen blev holdt, et svalende bad efter at at have travet langt ud i en ubehagelig blød bund, hvor jeg nærmede mig Langeland mere og mere, før vandet nåede til midt på læggen
rastepladsen

Herunder billeder af omgivelserne


Her har man det "Som Palle Alene I Verden"

22 km.











torsdag den 13. august 2015

Errindlev Havn tur/retur

Mødtes med John Jørgensen i går morges på Errindlev Havn. Her krydsede vi lidt rundt i det udenfor liggende farvand.

Her letter 2 af de mange havørne, vi så på turen, eller var det de samme igen og igen, vi så?
Det er jo ikke ret langt væk fra den rede hvor webkameraet "snurrer" (Skynd dig at kigge fordi der er unger endnu)

Her fra en af de obligatoriske spise/drikkepauser
Dagen bestod af en formiddagspause, en middagspause og en efterroningspause.
Men det var også længe side vi havde talt sammen sidst.
Inde i læ af en af kystens skove med den smukkeste kajak i profil, nemlig en Black Pearl og en tegning til sådan en ligger ude på mit værksted og venter på jeg får taget mig sammen til at komme i gang.

19 km. i godt selskab i et smukt farvand











mandag den 10. august 2015

Tur på diget

Som skrevet et sted ude i margen, er denne blog ikke særlig interessant, fordi den for mig er en dagbog.

I går søndag med sol hele dagen, havde jeg ikke særlig lyst til at tage på kajaktur og holdt mig meget af tiden inden døre. Havde dog et behov for at komme ud at røre mig og tog derfor sidst på eftermiddagen, hvor solen ikke var så skarp, afsted på cykel med madpakke, frugt, vand og en øl.

Turen: På diget ved genbrugspladsen mod Langø, Ydø, Næsby Strand, Vindholme Skov, langs diget til Maglehøj og derfra hjem ad Maglehøjvej o.s.v. 47 km.

Her på diget i bunden af Bogøbugten kan man se det resterende af Bondeholm.
Nakskov Fjord var vel ca. dobbelt så stor inden digerne blev rejst og de lokaliteter der ender med ø eller holm, lå som øer og holme ude i fjorden. Således også Ydø og Langø som jeg passerede.
Efter 1864 hvor "det der udad tabes skal indad vindes" og efter stormfloden 1872, ja så var det nærliggende at dæmme op for vandet og dermed dyrke mere landbrugsjord men ikke mindst beskytte livet på de lavtliggende jorder.
Marken på billedet ligger lavere end havoverfladen, mange steder bag diget 2 meter under.

Ude til højre kan diget anes her lige syd for Ydø
Efter at have spist indholdet af madpakken på terrassen til Jan og Jannes sommerhus (de var ikke hjemme) gik turen videre mod Vindeholme Skov. Her oven over står hveden endnu, men ellers var der livlig aktivitet i både vinterbyg og hvedemarkerne, hvor mejetærskerne brummede og støvede, mens kornvogne drønede mellem marker, lader og de store kornlagre på Nakskov Havn.

Gennem Vindeholm Skov´s dybe stille ro
Videre langs diget.
Lige under horisonten ligger Tyskland og selv om der måske er 20 km. derover får man alligevel en sms med beskeden "Velkommen til Tyskland":0)
Herefter var det bare at køre til Maglehøj Strand og derefter de sidste 12 - 13 km. hjem med vinden i ryggen.

Den medbragte øl åbnede jeg ved hjemkomsten. Måske var dåsen blevet køresyg, fordi den lod en tredjedel af indholdet vælte ud over mig, da jeg åbnede den;o)
















onsdag den 5. august 2015

Tårs Badestrand

Tårs Badestrand ligger ud til Langelandsbælt. Der fik jeg lyst til at cykle ud for at få en dukkert.
Som sagt så gjort, håndklæde og badebukser på bagagebæreren og af sted
og efter godt 14 km. mødte jeg dette skilt. Klik på billedet og du vil se, at Tårs rensningsanlæg er flydt over sine bredder og derfor er det ikke tilrådeligt at bade.
det er 2. gang alle de røde lygter er tændt inden for en kort periode.
Styrtregnens gener kan vi ikke gardere os imod før kloakkerne fordeler regn og kloakvand hver for sig.
Lortelandvand
Nå men jeg fik da lidt motion i form af en cykeltur på godt 29 km.

tirsdag den 4. august 2015

Test af sæde og lændestøtte

I går var Frode og jeg ude at afprøve Frodes Thule/2 siddestilling.

Satte i ved Lindelse, roede lidt frem og tilbage,

holdt en lille pause på Vejlø, inden vi roede tilbage, hvor vi konstaterede,
at der stadig var en lille justering på lændestøtten at gøre.

8 km.



søndag den 2. august 2015

Møns Klint

Maiken havde kaldt sammen til en tur langs Møns Klint, der viste sig at være en god ide, idet vejret holdt hvad der var lovet.
At ro langs denne klint er en tur værd, som forsøges anskueliggøres med disse billeder.

14,96 km. Uden at forklejne Nakskov Fjord er dette en storslået tur.

Med vinde i ryggen nordover

Her bliver kajakroere små

Helst ingen tur uden rast

Foto: Maiken Skriver Poulsen
På returen

Møns klint er et populært udflugtsmål, langs stranden under klinten er der flest, derefter kajakroere og en del andre fartøjer.
Efter at have afsluttet turen sad vi ved udgangspunktet og nød en øl og her kom Kaj Poulsen med en en 5 - 7 andre roere fra Køge Kano og Kajakklub, der ligeledes havde fået samme gode ide.
Tak for turen! 


lørdag den 25. juli 2015

Rundt på fjorden

Der var vinduer der skulle males, et værelse der skulle renoveres, en have der skulle ordnes, tag over værkstedet der skulle tætnes, en indkørsel der skulle fejes og så alt det andet.
Det var bare for meget!
Havde ikke pillet kajakken af bilens tag fra turen på Sakskøbing Fjord, så jeg flygtede ud på Nakskov Fjord.

Efter at have passeret Vejlø, sigtede jeg, som set ovenfor, efter nordspidsen af Enehøje, hvor jeg på vestsiden gik efter et havbad. Ned langs vestkysten af øen, faldt lufttemperaturen og jeg mistede lysten til at gå i land.
Det var mærkeligt, fordi det havde været vindstille på hele turen, ind til jeg nåede sydspidsen, for at ro tilbage til Hestehoved. Nu fik jeg temmelig meget vind ind skråt forfra og for ikke at drive ud af kurs, måtte der arbejdes hele vejen uden hvil.
Nemesis: For at slippe for at lave noget hjemme, tog jeg på afslappende fornøjelsestur, men blev ramt af motionens svøbe;0)

Har jeg sagt det før? Jeg har fået "smartfone" og skal selvfølgelig bruge Endomondo, for at læse mine km. og tid, men på de sidste par roture, har Endonondo regnet min hjemkørsel med, så det er blevet til mange km. på forholdsvis kort tid. 
Så jeg må finde en yngre person der kan sætte mig ind i elektronikkens hemmeligheder.))

Turen lige godt 14 km.

fredag den 24. juli 2015

Sakskøbing Fjord

Vinden i går var nordvest og det var ikke det man kan kalde en varm sommerdag, men det ødelagde ikke vores humør.
Karen og jeg tog til Sakskøbing Roklubs faciliteter sent på eftermiddagen i går, satte kajakkerne i vandet og med vinden lige i hovedet roede vi mod nordvest, fandt et sted i læ ved udmundingen af fjorden, hvor vi kunne spise den medbragte mad.
Sakskøbing Fjord er et besøg værd, idet det smalle farvand nærmest har et præg af at være en å, dog uden egentlig strøm. Med marker, skov og spredt bebyggelse langs fjordens bredder, er der meget at se på, omend det måske nok er landets mindste fjord.

Returen med vinden i ryggen fortsatte ind i åen, der føder fjorden sparsomt med vand. Det viste sig, at det på grund af høj vandstand, ikke var muligt at komme under vejbro nummer 2.
Tog derefter tilbage til Sakskøbing Roklub, der gæstfri stiller broer og slæbested til disposition.
Dagen afsluttedes med Karens hjemmelavede smagfulde te, hvorefter vi kørte tilbage til Nakskov.

Ca. 10 gode km.

søndag den 19. juli 2015

Søndagstur

Fra Hestehoved, Lillevejlø Skov, syd om Kåreholm, Langø, vest om Enehøje, nord om Slotø og tilbage til Hestehoved.
Og nu er jeg "mere på den" "end med på den", jeg har fået Smartfhone.
Men lidt har jeg fundet ud af, nu kan jeg tracke (tror jeg det hedder) min kajaktur og det er jo meget smart.
Tror nok billedet kan aflæses, ved at klikke på det.

Dette er nordspidsen af Lillevejlø.
I januar var jeg her sidst og skrev da om disse træer: Om 4 måneder er der blade på disse nøgne grene. 
Det gjaldt ikke alle.

Selv om det var overskyet på hele turen, var der lidt blå himmel ude i N.V.

Vejret startede nogenlunde efter vejrmeldingen, men efter jeg havde passeret Enehøje tog vinden til, bølgerne slog hen over kajakdækket og det begyndte at regne. Men det blev da hverken uvejr eller skybrud.

 
Til sidst lagde vinden sig igen.
Normalt tager jeg ind på en af øerne og raster, men da vejret ikke indbød til at sidde i korte bukser på en fugtig vind-omsust strandbred, spiste jeg den medbragte mad, da jeg kom hjem;))

Var eneste deltager på vores faste ro-søndag.
Måske havde det været bedre med morgenkaffen på sengen;0)