Sider

mandag den 29. maj 2017

I går søndag IPP2



Jeg har roet kajak siden 2004 og først nu tilmeldt mig et IPP2-kursus med kvalificerede instruktører. Her på førstedagen fik jeg lært nogle fif, men alt sammen noget der skal øves lidt mere på.
Har selvfølgeligt tidligere trænet selvredninger, men kun i kajakker med stort cockpit. I min Qanik er cockpithullet ikke ret stort og det var derfor umuligt for mig at komme op i kajakken igen, men i går søndag fik jeg en fornemmelse af hvordan det kan gøres, med en noget anden teknik end den jeg i sin tid har lært men sjældent øvet.
Det med at holde selvredninger, makkerredninger og rul ved lige, er desværre et kendt fænomen for de fleste kajakroere ikke at gøre.
 et velfortjent hvil

Hvorfor træner vi så ikke disse redningsøvelser? Er det dovenskab, har vi ikke lyst til at blive våde, har vi travlt med at komme hjem, er dine romakkere ikke med på den galej og gider ikke vente på dig. Der kan være mange årsager/undskyldninger.

Vi må prøve at tage os sammen!

Tak til Ella og Kjel for en lærerig og trættende dag på vandet. Jeg kan i hvert fald godt mærke jeg ikke er 78 mere.

tirsdag den 16. maj 2017

13. og 14. maj 2017

Maribo Roklub havde igen i år inviteret på weekendtur i mit eget farvand, med overnatning på Nakskov Fjord Camping der er en vældig god og velbeliggende plads, der også er velegnet for kajakroere med teltplads tæt på vandet.
Efter at have rejst telte, (Det blev kun til 2, da de øvrige deltagere tillod sig den luksus at overnatte i campingvogne og autocamper.) misundelse, satte vi fra stranden
Når der er udenbys roere på besøg, er første landgang selvfølgelig Slotø hvor ruinen skal beses
videre til Enehøje
hvor frokosten blev indtaget.
Mens jeg tog  20 minutter på ryggen var de andre inde at besøge Peter
videre til Albuen hvor vi betragtede seværdighederne inden vi roede tilbage
Postbåden i baggrunden
Turen der var på 21 km., trak alle sømmene ud af mit gamle skrog, måske fordi mariboroerne har tradition for at komme hurtigt fra A til B, eller mere troværdigt, at de ældste af de andre er ca. 15 år yngre end mig.

Lørdag aften blev brugt til god mad og hyggeligt samvær.

Der blev roet igen om søndagen, men da valgte jeg at sige fra og blev i lidt længere tid i soveposen

og igen som afslutning blev der trakteret med en herlig frokost og megen god snak.
Tak for en herlig weekend.

Af en eller anden grund sov jeg dårligt natten til søndag, men til gengæld havde jeg den store oplevelse, at høre rørdrummens pauken. Jeg så en rørdrum for mange år siden i Indrefjorden, men først hørt den nu.

fredag den 12. maj 2017

"Standerhejsning"

Nakskov Havkajakklubs årlige fiktive standerhejsning foregik i dag i hårdt vejr.
En lille gruppe på 5 medlemmer hygger sig i læ på stranden

Med denne baggrund af vestevindens krogformede træer

Vind mellem 8 og 10 m/s uden sol, turens længde 6 km.






søndag den 7. maj 2017

7. maj 2017

En stille morgen hvor solen skinnede sit diffuse lys gennem et tyndt slør af skyer og der hvor solen ramte dugperlerne i græsset, funklede perlerne som diamanter.
En ny dag var startet.

Skulle i dag ro sammen med medlemmer af Onsevig Sejlklubs Kajakafdeling. En klub jeg blev medlem af i vinter.
5 kajakroere satte kajakkerne i vandet i Kragenæs Havn. Vi var alle 5 også medlemmer af andre kajakklubber, men i Onsevig sker der en hel del og det er vi nogen der gerne vil være en del af.
Når man siger Onsevig siger man også "Den Fuldkomne Fisker", der kan konkurrere med "Noma" og andre i samme kategori, dog er prisen for at spise der til at betale for en arbejderløn. 
 Frokosten blev indtaget ved Blans Havn, hvor vi fandt et sted med sol og læ.
Eftermiddagskaffen tog vi på toppen af Ravnsborg Bakke. Klikker du på billedet, fornemmes afstanden ned til vore kajakker. I baggrunden ses den kendte ø Lindholm.
Jeg havde en pragtfuld dag, sammen med hyggelige og rare mennesker. Så kan man vel ikke forlange mere. Tak for det!
Vi roede 17 km.