Sider

fredag den 27. juli 2012

Bare en af disse aftner

Af flere forskellige årsager er jeg blevet på land, men nu efter 17 dage uden anden motion end cykling kom jeg endelig af sted i går eftermiddags kl. 16 og hjem kl. ca. 21.
Da det var badevejr undlod jeg at sætte i ved Hestehoved, her er det vanskeligt at komme af med bilen, da en stor del af den lokale befolkning ynder at tage derud, når solen skinner og vandet varmt.
Så det blev med udgangspunkt ved Lindelse. Et sted der ikke altid er lige lækkert at sætte i.
Herfra roede jeg nordpå ud af fjorden til ca. en km. fra Vensholm, jeg ellers havde tænkt mig at ro rundt om, men kom ikke længere end til Korsnakke, da det gamle skrog ville ha´ nyt brændstof på.
Længst bagude til højre ses Vensholm
På grund af det varme vejr roede jeg i bomuldsskjorte, men da den blev våd og modvinden herude var kølig, kom jeg til at fryse og nød meget at få tørt tøj på.
Klapsammenmadderne og kaffen hjemmefra fås ikke bedre, her kan Noma godt pakke sammen og glemme alt om deres fisefornemme betydning.
På turen tilbage var det blevet vindstille og meget varmt, måtte derfor i land igen for at blive kølet af med et bad ved en strand i nærheden af Frederiksdal for derefter at ro videre i bomuld.
 
Lige før jeg gik mod land for at tage det afkølende bad, gled jeg stille hen mod en lille stime af multer, hvoraf nogle af dem stod og ”græssede” med ryg og halefinner samt en del af deres rygge oven vande. Fisk på ca. 50 cm.
På hele turen var der, som der er det meste af sommeren, mange små flokke af disse pragtfulde fisk der flygter, når man er indenfor en rækkevidde af 5 – 6 m., men som man sjældent ser.
Og så blev det ellers bare en af de aftner der kan være så fantastiske her i Norden. Kajakken gled stille gennem vandet, åretagene kunne enkelte gange afgive et dryp på dækket, det var de forstyrrende lyde der var, selv fuglene var tavse.
At der så er en ny bundvænding i gang, skal ikke ødelægge stemningen.
 Dagens tur: 20 km.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar