Sider

tirsdag den 30. juli 2013

Frej færdigbygget

Så er min Frej der blev påbegyndt for godt et år siden færdigbygget.

Foreløbig ligger den i forhaven og venter på at blive våd.

Byggeriet kan følges her

fredag den 26. juli 2013

Aftenroning

Henrik (der er i gang med at bygge Black Pearl nr. 2) og jeg havde snakket kajakbygning og blev enige om en aftentur på fjorden.
Vi tog ud kl. ca. 1800 i let modvind og hjem i lidt mere modvind. Så ud over fornøjelsen fik vi i tilgift lidt motion, selv om det kun blev til 13 km.

Her langs den af mig meget fotograferede vestside af Enehøje
Skulle der lige være et minus, er det den rådne bræmme af ålegræs, vi skulle igennem for at pausere med kaffe, kage og nedkøling i bølgen den blå.
og her er jeg
Den næsten altid lidt vemodige afsked med vandet.
Men det ligger der jo stadig, så det er bare at tage af sted igen.

torsdag den 25. juli 2013

Bygning af Frej

Nu er det lige over et år siden, jeg begyndte at bygge denne kajak, men det har også været et sporadisk byggeri, idet jeg ikke på noget tidspunkt har været aktiv i byggeriet en hel dag af gangen. Det er kun blevet til en time eller 3 engang imellem. Så derfor.

Men sådan ser kalorius ud nu, så mon ikke jeg kommer på vandet i den i år.
Byggeriet kan følges her.

søndag den 21. juli 2013

For varmt til roning


I går lørdag i meget varmt ubønhørligt solskinsvejr uden en sky på himlen, drev vi langsomt Gunnar, Jørgen og jeg fra Lindelse til Enehøjes sydspids, roede en km. langs vestsiden, hvor der blev holdt bade/snakke/spisepause. Roede derefter videre omkring øen og mod Slotø, her en lang badepause for at holde varmen ud.

I betragtning af temperaturen og min dårlige fysiske form, var 11 km. nok

Da jeg kom tæt nok på digesvalerne, fløj de væk og kun hullerne var tilbage.

Mens vi gjorde holdt ved Enehøje, ankom Kaj, eller var det Bøje og tiggede mad.

Det lavvandede område på østsiden af øen, skimtede vi resultatløst efter dyrene, men disse gemte sig klogeligt i skyggen af øens sparsomme vækst.

Det hvidlige slør i billedes venstre side, er fra afbrænding af frøhalm, som af en eller anden grund stadig er lovligt.
Moralsk opstød? Ja! ;o)

Som altid er den sidste tur bedst.

torsdag den 18. juli 2013

Skoleskibet "Danmark" i Nakskov

Denne tekst (kan gøres større) fik mig til at tage på vandet, for at se dette smukke skib

Skoleskibet "Danmark"
Uden sejl er det også smukt
med en lang og bred række af både, der fulgte skibet i havn.
Der var en enorm interesse for skibets ankomst, for selv om der er en del trafik på havnen af relativ store fragtskibe, blev det for nakskovitterne en særlig dag. ( Jeg tror endda der var flere end da kongeskibet gæstede havnen) Denne gang blev der også saluteret på både land og fra agterdæk.
Jeg plejer på mine roture at få frisk luft, men med de store mængde af motorbåde, var det så som så med den.
De eneste sejlskibe der kom ind ved vindens hjælp, var de 2 lokale træskibe "Johanne" og "Emanuel", jeg mødte da jeg roede ud af havnen,
"Johanne"
"Emanuel"
Det eneste jeg p.t. kan finde om skibet, er på facebook

9 km.
Folketidende viser en billedserie mere her

mandag den 1. juli 2013

Åbent Hus I Nysted

Nysted roklub havde åbent hus i den forløbne weekend, der forløb i en hyggelig atmosfære i et forrygende blæsevejr.
Der var nogle deltagere der tog hjem igen, efter at have set på den oprørte Østersø.
I løbet af eftermiddagen løjede vinden lidt af og vi var 8 kajakroere og 5 "baglænsroere" det stod ud på bølgen blåsort.
Her hvor vi stadig er i læ for den hårde vind
Et kort hvil på stranden ved Høvænge.
2 hjemmebyggede kajakker deltog: Her skræver Per Bak over sin nybyggede Frej og min blå Qanik ligger i baggrunden.
Ålholm Slot med sit bastante spøgelsesagtige udseende liggende ud mod Nysted Nor
Per Bak i sin Frej foran Nysted Roklub, efter en rotur på ca. 20 km., hvor vi senere spiste en veltilberedt middag på klubhusets hyggelige førstesal.
Søndagen efter morgenmaden arrangeredes en tur mod øst, en tur jeg ikke deltog i, da det ville blive en meget hård tilbagetur.
Et par roere kom ret hurtigt tilbage og senere måtte en af deltagerne gå i land, for derefter gå langs stranden tilbage. De der fuldførte, kunne mærke turen i kroppen, dog lod Bo Bensby og en kvindelig deltager fra Nykøbing sig ikke mærke af vindens kraft.
Om eftermiddagen var huset åbent for gæster, der ønskede at prøve en rotur på det overfor vinden beskyttede vandspejl. Flere af gæsterne prøvede da også kajakker fra klubben. Fra Roneklint Kajakcenter var Lars Trolle var mødt op, med både kajakker og kajakudstyr, der kunne prøves og selvfølgelig købes.
En god kajakwekend, dog fortjente arrangementet et bedre vejr.
Tak for denne gang.

onsdag den 19. juni 2013

Trio i Smålandshavet

Sammen med Gunnar og Jørgen gik turen i går fra Nybølle Strand, udenom Rågø Kalv, til Skalø og retur.
Skalø er et vedhæng til Fejø.
17 km.
Rågø Kalv er en sandbanke, der ligger tæt på Rågø (der ses i baggrunden) hvor første pause blev holdt.
Kalven er en fuglerig ø, hvor der også tit er dådyr, der vader over fra Rågø for at græsse.
I et stort område omkring Rågø Kalv er der megen ringe vanddybde.
I baggrunden anes Vejrø.
Ved selve Rågø forsvandt en jagende havørn i en lille trægruppe
 - - og her sidder jeg så på Skalø, hvor jeg sammen med et par gæve gutter holder ny pause efter en tur i det tempererede vand.
Turen afsluttedes ved udgangspunktet med endnu et bad og en kold øl.
Herlig tur. Tak for den.
Som billedet viser, er vi ikke højt på strå, men gemt godt bag ved.

tirsdag den 11. juni 2013

Abent hus i Nakskov Roklub

Nakskov Roklub havde åbent hus i går og jeg deltog som nysgerrig, idet jeg godt kunne fristes til morgenroning et par gange om ugen.
Jeg skulle da lige ind i bådhallen og bese de gamle håndværk fra dengang håndværkere var håndværkere og ikke som i dag , hvor der er gået inflation i ordet og bliver brugt i flæng af de mennesker der ikke ved hvad håndværk er.
En håndværker er for mig, en mand (undskyld piger for min talemåde) der er udlært i et håndværksfag, der gør sit ypperste i udførelsen af sit arbejde for at tilfredsstille sin mester, en kunde og sin egen stolthed.
Lidt af et sidespring, det er singlesculleren der er i fokus. Hold da kæft hvor er den flot.
Roede selv i nogle af den slags både engang i 50erne


3 måske fremtidige roere sammen med et par af de garvede gør klar til afgang.
Det genkalder noget af stemningen fra dengang jeg var medlem af Køge Roklub. En herlig tid.
Et par kvindehold fra Skjold gæstede Nakskov
Der findes endnu en roklub i havnen nemlig Nakskov Skibsværfts Roklub.
Det kunne jo være fint med et samarbejde de 2 klubber imellem og måske få tag i noget af den ungdom, der sidder og "smuldrer bort bag skærmen" eller diskoteket. Det lader jo til at Køge Roklub kan. Så hvorfor ik`-?

torsdag den 6. juni 2013

Årets første badedag


Gunnar og jeg roede i går som næsten altid ud fra Hestehoved, badede og holdt rast på vestsiden af Enehøje.
Badede og badede var vel så meget sagt, det blev kun til en hurtig dukkert, på grund af vandets temperatur. Herefter stod den på tøjtørring, kaffe, mellemmad og snak.
Det blev første tur i år uden tørdragt, men sveden haglede af mig alligevel.
Til venstre anes Langeland og ret forude Tårs og Sletnæs.
 For os der kender området, ses vinterens erotion tydeligt.
Dette billede kun for at vise de forskellige lerlag øen er bygget op af.
Øen afgræsses af disse ungkreaturer, muflonfår og dådyr. og vi så alle 3 dyrearter.
Også en havørn åbenbarede sig og i dag var der usædvanlig mange ederfugle.
På tilbageturen nød vi eftermiddagsbrisen og sluttede af hjemme i haven, hvor Anne diskede op med Christiansøsild, hakkede løg, nye kartofler og en smørklat smør;o)
13 km.

søndag den 2. juni 2013

Danmark Rundt

 
Nicholas Uldbjerg startede i fredags på turen Danmark Rundt.
Du kan følge ham her

tirsdag den 28. maj 2013

Albuen - Hestehoved

Jeg blev sat af på parkeringspladsen ved Albuens fod af Anne for derfra at ro til Hestehoved. En tur på 17 km.
Ved foden af Albue Tange der er Lollands bedste badestrand og derfor som et fluepapir i badesæsonen.

Den yderste spids af Albuens krumodde med Søndernor i baggrunden

Den nordre spids af Lille Vejlø Skov
Flere kajakroeres fortrukne isætningssted. Tæt på Nakskov, gode parkeringsforhold og rolig lavvandet sandstrand.
Herinde blev jeg hentet af Anne igen. Bygningen til højre er Restaurant Fjorden med sin egen helt unikke udsigt.

Dagens rute.


mandag den 20. maj 2013

Fjorden rundt

 Satte i ved Hestehoved, havde ingen mål udover at skulle spise et par klemmer et sted, valgte i starten at ro ind i bunden af havnen, idet jeg der fik rygvind.

Var kun kommet ind i havneløbet, da jeg fik selskab af en sæl, der kredsede nysgerrigt omkring kajakken.
På vejen ud af havnen ved Trælleholm et sted jeg altid har fundet lidt kedeligt, var ikke så slemt endda.
Næsten ingen vind, ikke nogen sol, en lille smule regn, behagelig temperatur. Så kan en dag på vandet for mig ikke blive ret meget bedre, men med mine evner som fotograf bliver billederne elendige.
Spisepause for enden af Langø. Ikke nogen smuk udsigt, men læ for den smule vind der var.
Den sammenlagte grove rugbrød med leverpostej og ost, var til 6 kokkehuer, eller også var jeg meget sulten.
På et tidspunkt lagde vinde sig helt og det gjorde disen også.
Kompasset på sådan en dag giver tryghed.
På vejen hjem forbi Slotø sad Ternen der stadig som de foregående år.
En eftermiddag med 28 dejlige km.